En bog er i trykken

Jeg er nu klar med min bog ”Communicating across borders” som udkommer på vores nyetablerede forlag, GlobalDenmark Publishing.

Jeg har talt med mange om den bog, endda i lang tid, så det er en særlig glæde for mig at den nu endelig foreligger. Det vil jeg gerne markere med en komsammen hvor vi byder på forfriskninger, minimalt fagligt indhold og godt samvær.

Jeg inviterer hermed til bog-reception den 3. september 14.30-17.00 på Hauchsvej 14, 1825 Frederiksberg C.

Giv mig venligst et praj inden den 1. september om at du kommer, så vi kan håndtere logistikken.

Bogen er prissat til kr. 250,00 og kan erhverves på dagen for kr. 150,00!

A humbling experience: en bog er på vej

Min første bog er på vej. Bogen drejer sig om kommunikation på tværs af grænser: personlige, faglige og kulturelle. Den er skrevet på engelsk, sproget som jeg påstår er danskernes internationale arbejdssprog. Teksten bygger på erfaringer jeg har gjort mig i mit arbejde med kommunikation: at forstå og blive forstået.

Jeg har oplevet at det at skrive om kommunikation kræver skarphed: ideer, formuleringer og begreber som jeg som forfatter synes er indlysende klare, fremstår ikke nødvendigvis sådan hos de mange der har været så venlige at kommentere på tidlige udgaver af manuskriptet. Det har været en udfordring for afsender og modtager. Det er forresten bogens tema

Når bogen endelig foreligger, indkalder jeg til en lille sammenkomst. Den annonceres her og mange andre steder. Og det kommer til at ske snart. Jeg glæder mig.