Jeg var for nylig inviteret til at gennemføre en 4-timers workshop for udenlandske studerende på Syddansk Universitet i Odense. Formålet var at sætte dem bedre i stand til at forstå ”den danske kode” i forbindelse med at søge arbejde: hvad skal man være særligt opmærksom på fx i forbindelse med en jobsamtale i en dansk virksomhed? Baggrunden for workshoppen er et politisk ønske om at fastholde udenlandske akademikere i regionerne uden for København.
På denne workshop var deltagerne relativt unge. Hvor jeg normalt arbejder med seniorforskere og Ph.d-studerende, bestod denne gruppe af ca. 30 kandidatstuderende, altså mennesker i midten af 20’erne, heraf mange fra Østeuropa og en del fra Centralasien.
Inden vi for alvor går i gang med en sådan workshop, spørger jeg rutinemæssigt deltagerne om de har emner eller problemstillinger, de gerne vil have særligt fokus på. Relevans og værdiskabelse er kodeordene! Det gjorde jeg også her. Jeg havde forventet noget om kultur, arbejdsmarked, virksomheder og karriere. Men nej; stort set alle bad om ideer og tips til hvordan man får danske venner. Danskere var generelt meget svære at komme ind på livet af, og selvom man gjorde ihærdige forsøg i det sociale samvær på kollegiet og i kantinen, viste det sig at være et altoverskyggende problem. Er der noget ved os danskere der gør det så svært?
I min bog ”Communicating across borders” kalder jeg begrebet ”hygge” social encapsulation, altså den form for intimitet der giver stor tryghed indadtil, og som holder andre ude. Vi vil nødig forstyrres. ”Arh, nu havde vi det lige så hyggeligt”. Er der noget om snakken?
GlobalDenmark 
Hej Claus.
Jeg kan sagtens nikke genkendende til social encapsulation, omend jeg ikke sidestiller det direkte med hygge. Men kan vi kalde det en frokost-sfære? Hvis man under frokosten har talt med kolleger og via anekdoter og generel samtale har fået lavet en slags frokost-sfære, så kan det være svært at inkludere andre i den. Det gælder selv danske kolleger, men det er lettere med få hurtige ord at bringe nyankomne danskere up-to-date.
Vi har for tiden hver dag en udenlandsk kollega der kommer sidst til frokosten, når de fleste andre er ved at være færdige, er asiat med haltende engelskkundskaber og som er lidt introvert. Selvom man forsøger, så er det pokkers svært at få ham med i samtalen. Jeg har flere gange forsøgt, enten svarer han med yes/no eller ingen forstår hvad han siger.
Mit første råd ville være at komme først, eller i starten af frokosten, og vær med når frokost-sfæren bygges! Er den først bygget på engelsk, så er det meget lettere at bibeholde den på engelsk.
Man forsøger da at tale engelsk til frokosten, er der engelsk-talende tilstede, men det er sværere at slå om, hvis samtalen er startet på dansk.
Hej Kristian
Tak for din kommentar. Din betegnelse “frokost-sfære” synes jeg er helt fin, og så kan vi sikkert diskutere om det hører ind under ‘hygge’. Det vigtige i den sfære, som du skriver, er at der opstår en fælles tillid, tryghed og indforståethed, som netop gør det svært for udefra-kommende at trænge igennem. Ligeså synes jeg du har helt ret i at mange udefrakommende kan være svære at få ind, selvom man prøver. Der kan være individuelle personlighedstræk, sprogproblemer mv der gør det vanskeligt. Fin pointe med at være “first mover” til frokosten! Jeg tror vi kan konkludere at begge sider har et ansvar for at man får det bedst mulige ud af den grænseoverskridende samtale, til frokosten, til mødet og i den personlige relation.
Jeg sætter stor pris på reaktioner på mine skriverier! Tak igen.
Mange hilsener
Claus
Når min datter prøver at forklare “hyggelig” på engelsk, bruger hun den fonetisk meget enslydende “huggely” – fornemmelsen af at man får et kram, uanset at det ikke behøver at være i fysisk forstand. Det er svært at have det rigtigt hyggeligt med nogen man ikke kunne finde på at give et kram.
Ligesom Claus synes jeg ikke Social encapsulation er helt dækkende – omend det set udefra sikker virker som om der er en usynlig bobbel omkring gruppen der hygger sig. Claus, jeg vil foreslå at du går forbi din nye kollega, næste gang du går til frokost, så I allerede har en konversation igang før resten af bordet slutter sig til. Det eneste du kan påvirke er, hvad DU gør. En gruppe gør ikke noget; enkelt individer gør noget.
For alle mennesker der har flyttet sig fra deres hjemegn kommer behovet for at kunne danne venskaber meget frem, og man tænker på, hvordan man egentlig fik venner “hjemme”. Mange i ens omgangskreds var familie eller skolekammerater, måske havde man kolleger man lavede andet end arbejde sammen med, men fælles for alle var, at de var mennesker man følge sig forholdsvis tryg ved. Og med folk der kommer fra en anden kultur og taler et andet sprog er det svært at opbygge den form for tryghed. Det er ikke personligt; det er simpelt hen en funktion af, at man ikke kan gætte sig til, hvordan den “fremmede” vil reagere på det man siger eller gør. Så en udlænding gør værterne usikre, men udlændingen er også selv usikker. Værsgo, I er allerede fælles om en ting – usikkerhed.
Ved at have 1:1 samtaler kan man lettere finde mere at være fælles om, og man taber ikke så meget ansigt når man erkender sin hjælpeløshed over for en person som over for en hel gruppe.
Som repræsentant for værtslandet kan man komme langt ved at stille sig selv det spørgsmål: Hvis det var mig der var fremmed, hvad ville jeg så ønske nogen gjorde for mig? Er der noget i organisationen der kunne gøre det lettere? Gør vi noget anderledes når nye personer er udlændinge i forhold til når der kommer nye danske kolleger?
Hvor der er vilje, er det som regel ikke så svært at finde veje frem.
Hej Claus, jeg tror såmænd ikke vi som gruppe er hverken mere eller mindre inkluderende end andre nationaliteter. Jeg har selv boet både i USA, på Færøerne og Italien og selvom jeg er meget udadvendt og let indgår i nye sociale relationer, var der da klart masser af barrierer. Disse havde ikke kun med sprog og kultur at gøre, men også med at man ikke sådan lige opbygger venskaber hen over frokostbordet eller ved at dele kontor. Efter min erfaring skabes den slags gennem samarbejde, hvor man sammen løser udfordringer og derved opdager hinandens kvaliteter. En grund til at det kan virke svært med os Danske, er at vi lægger vores sociale liv i hjemmet i langt højere grad end man gør i de fleste andre lande. Når man ikke mere er ung og uden familie, bruger man ikke megen af sin sparsomme fritid på “den lokale” eller i det offentlige rum. Det bedste råd til sådanne unge udlændinge, er nok at de skal forsøge at indgå i aktiviteter, det være sig sport, motion, jagt/fiskeri eller hvad man nu har lyst til. Vi har en Spansk PhD. studerende, der finder danske venner ved at spille Old Boys fodbold og tage med på fisketure.