Den nordiske model

En nordisk identitet – findes den?

Det ellers konservative magasin, the Economist, bragte i deres seneste januarnummer en række artikler om de nordiske lande og deres påfaldende succes med at tackle finanskrisen.

Analysen finder en kombination af en stærk tillid i befolkningen til ”systemet” som så kvitterer med at yde tryghed på arbejdsmarkedet. Ord som innovation, disciplin, etik, pragmatik, lav befolkningstæthed og fraværet af lokale konflikter beskriver væsentlige årsager til at ”vi” synes at klare krisen bedre end vores sydlige brødre og søstre.

Svenskere betragtes som mere formelle og konsensusøgende end danskerne, der til gengæld har en mening om alting og mangler sans for vekselvirkningen mellem det formelle og det uformelle; finnerne siger ikke så meget, men har alligevel et stærkt beundret skolesystem, et uforståeligt sprog og et stærkt innovationsbrand; nordmændene holder sig uden for EU, men følger alligevel med i det europæiske uden at have synderlig indflydelse på hvad der foregår – de har så mange olie- og gasfelter at de har råd til at gøre hvad de vil. Og islændingene, der med ukuelig stædighed er ved at kæmpe sig ud af en fuldstændig fallit som de godt nok selv havde skabt. Stereotyper om vores forskelligheder er der mange af.

Men hvem er ”vi” egentlig? I samtalen mellem to redaktører på the Economist omtales vi som ”the Nordics” – og en enkelt gang utilsigtet som ét land. Har vi en fælles-nordisk bevidsthed? En nordisk model? Lighed, retfærdighed og sund fornuft? Tror verden udenfor mon at vi i Norden inderst inde er socialdemokrater? Se interviewet her.

Skal vi være venner?

Jeg var for nylig inviteret til at gennemføre en 4-timers workshop for udenlandske studerende på Syddansk Universitet i Odense. Formålet var at sætte dem bedre i stand til at forstå ”den danske kode” i forbindelse med at søge arbejde: hvad skal man være særligt opmærksom på fx i forbindelse med en jobsamtale i en dansk virksomhed? Baggrunden for workshoppen er et politisk ønske om at fastholde udenlandske akademikere i regionerne uden for København.

På denne workshop var deltagerne relativt unge. Hvor jeg normalt arbejder med seniorforskere og Ph.d-studerende, bestod denne gruppe af ca. 30 kandidatstuderende, altså mennesker i midten af 20’erne, heraf mange fra Østeuropa og en del fra Centralasien.

Inden vi for alvor går i gang med en sådan workshop, spørger jeg rutinemæssigt deltagerne om de har emner eller problemstillinger, de gerne vil have særligt fokus på. Relevans og værdiskabelse er kodeordene! Det gjorde jeg også her. Jeg havde forventet noget om kultur, arbejdsmarked, virksomheder og karriere. Men nej; stort set alle bad om ideer og tips til hvordan man får danske venner. Danskere var generelt meget svære at komme ind på livet af, og selvom man gjorde ihærdige forsøg i det sociale samvær på kollegiet og i kantinen, viste det sig at være et altoverskyggende problem. Er der noget ved os danskere der gør det så svært?

I min bog ”Communicating across borders” kalder jeg begrebet ”hygge” social encapsulation, altså den form for intimitet der giver stor tryghed indadtil, og som holder andre ude. Vi vil nødig forstyrres. ”Arh, nu havde vi det lige så hyggeligt”. Er der noget om snakken?