Is our foreign-language worry justified?

Using foreign languages must be a rewarding affair – financially, practically and personally. If we are not rewarded, we lose interest. Finding the incentives to learn a foreign language is the challenge. Let’s use our resources on that rather than worrying about it.

I was out last night to give a talk to a group of language professionals on whether our worries about the fate of foreign language mastery are justified.

I concluded that we have every reason to worry; for one reason: we keep worrying without actually doing anything about it. I believe very few of us will ever learn to conduct hardcore negotiations in French or Spanish, let alone Chinese. I also claim that this is irrelevant. What we must learn, though, is how to open mental and social doors with our business partners: opening and closing remarks at meetings; socialising and, not least, showing interest. For that purpose, learning foreign languages is absolutely vital.

Mastering the essentials of a local language is hard work and the expression of a constructive attitude: Interest in the other side. This paves the way for more in-depth communication – with most of our business partners, that would be in English. In other parts of the world it would be Spanish or French. We seem to be interested in discussing this matter and worry about it: why do languages other than English enjoy so little interest amongst upper-secondary students or at university level? I believe the keyword is “absence”: when a young person leaves school after, say, three years of Spanish or Italian, what happens? Nothing! There is hardly any Spanish or any other foreign language to be heard in Danish society. It’s basically all English – no wonder the skills acquired at school are bound to “vanish into thin air” and eventually disappear altogether.

We have every reason to worry if we believe that language learning is confined to the educational system. We must define the roles the various foreign languages play in our society and act accordingly – in the media, enterprises and society as a whole. For languages to be seen worth learning, they must be heard and spoken in contexts that are relevant and attractive.

What a pleasure it was to meet people who contributed with views and ideas during my talk. Not everybody agreed, which further added to the experience. And all contributors used the working language of the evening: English.

Seeing our company from the outside: A moment to cherish

We at GlobalDenmark are currently involved in an internal development programme that aims at generating new business scenarios for the next 5-10 years. The process facilitator is Claus Bjørnelund, who is a skilled coach and also a member of our Board. In this project, Claus uses Appreciative Inquiry (AI) as the basis for liberating us from operational constraints and unproductive scepticism. This has been a great challenge, even if – or because – it builds on what really works now rather than what doesn’t.

At one stage, we were invited to “dream”: how do we ideally see the company in five years’ time? There wasn’t much dreaming there: We were all so realistic and terribly sensible. Our dreams were inhibited by our current reality, expressed in a sense of profound loyalty and commitment. Whereas that in itself was gratifying, the dreaming was no “giant leap” forward.

Claus Bjørnelund then invited members of the network with the wonderful name “Passende Forstyrrelser” (“Appropriate Disturbances”) to join us for a “fish bowl” exercise. After a short introduction to our history, activities, self-perception etc., our guests sat in a circle and “dreamed” on our behalf. We were only to listen to a 40-minute conversation. We heard what kind of company GlobalDenmark might be in five years. Ideas, projects and possibilities were brought up in ways that were new to us, and yet possible for us to identify with.

Our guests, obviously trained in the tough discipline of uninhibited, yet tangible and productive conversation, were a marvellous experience. “Wow, is that really our company? I would love to work there,” one of our colleagues blurted out. Our guests’ generous, sharp-witted and insightful contribution to our internal development project was a moment for us to cherish.

Den nordiske model

En nordisk identitet – findes den?

Det ellers konservative magasin, the Economist, bragte i deres seneste januarnummer en række artikler om de nordiske lande og deres påfaldende succes med at tackle finanskrisen.

Analysen finder en kombination af en stærk tillid i befolkningen til ”systemet” som så kvitterer med at yde tryghed på arbejdsmarkedet. Ord som innovation, disciplin, etik, pragmatik, lav befolkningstæthed og fraværet af lokale konflikter beskriver væsentlige årsager til at ”vi” synes at klare krisen bedre end vores sydlige brødre og søstre.

Svenskere betragtes som mere formelle og konsensusøgende end danskerne, der til gengæld har en mening om alting og mangler sans for vekselvirkningen mellem det formelle og det uformelle; finnerne siger ikke så meget, men har alligevel et stærkt beundret skolesystem, et uforståeligt sprog og et stærkt innovationsbrand; nordmændene holder sig uden for EU, men følger alligevel med i det europæiske uden at have synderlig indflydelse på hvad der foregår – de har så mange olie- og gasfelter at de har råd til at gøre hvad de vil. Og islændingene, der med ukuelig stædighed er ved at kæmpe sig ud af en fuldstændig fallit som de godt nok selv havde skabt. Stereotyper om vores forskelligheder er der mange af.

Men hvem er ”vi” egentlig? I samtalen mellem to redaktører på the Economist omtales vi som ”the Nordics” – og en enkelt gang utilsigtet som ét land. Har vi en fælles-nordisk bevidsthed? En nordisk model? Lighed, retfærdighed og sund fornuft? Tror verden udenfor mon at vi i Norden inderst inde er socialdemokrater? Se interviewet her.

Mange møder, lange møder: hvor er deres værdi?

Opmærksomhed på møder og deres relevans

Bruger du meget tid på at deltage i møder? Oplever du lejlighedsvist møder som et privat frirum hvor du kan få tænkt tanker der ikke nødvendigvis har noget med mødet at gøre? Har du udviklet en teknik til møder hvor du på en overbevisende måde kan undertrykke et gab og stadig se interesseret ud?

Vi er godt i gang med at puffe til en stor organisations mødekultur. Som i de fleste andre virksomheder afholdes der mange møder hver eneste dag. Møder er simpelthen et af de mest hyppigt forekommende fænomener i de flestes professionelle hverdag. Og alligevel viser det sig at møder er omgærdet af tabuer og fastlåste vaner.

De færreste vil benægte at der ikke går mange minutter før man mentalt driver et andet sted hen: ”Hvem henter børnene i eftermiddag?”; ”Hvad var det jeg skulle huske til mødet i morgen?”; ”Kors, hvor jeg keder mig”; ”Hvorfor er jeg egentlig her?”. De to sidste eksempler er naturligvis sat på spidsen. Og dog, har tanken ikke hjemsøgt de fleste af os? Vores kurser sætter blandt mange andre ting ord på noget de fleste tænker, men holder for sig selv. Alene ”italesættelsen” (husker nogen dette udtryk?) kan bidrage til at man bliver opmærksom på fænomenet og forholder sig mere bevidst til det at ”holde møde”. Nogen vil sikkert kalde det ”mindfulness”.

I projektet om bedre møder arbejder vi desuden på at indføre nogle simple rutiner der skal gøre møder mere værdifulde – hvis der altså overhovedet skal være et møde. Rutiner må ikke tage ret meget tid, og de skal være bekvemme at håndtere. Eksempel: Du indkaldes til et møde uden at du er helt sikker på at det er relevant. Derfor spørger du rutinemæssigt mødeindkalderen: ”Hvordan kan jeg bidrage til mødet?” I mange tilfælde vil det vise sig at din tid måske bedre kan bruges andetsteds. Hvis du altså spørger til hvad du kan bidrage med.

Efter hvert møde anbefaler vi alle at stille sig selv tre simple spørgsmål: 1) Hvad kom der ud af mødet? 2) Hvad bidrog jeg med? 3) Hvordan kan det gøres bedre?

Disse tre helt banale spørgsmål kan skabe en mødekultur, hvor møder løbende gøres mere værdifulde – og hvor irrelevante møder ikke finder sted.

Læs mere her.

Godt nytår, forresten!

Sproglige bekymringer: Old hat – Déjà vu?

I Berlingske Tidende den 3. juli kunne vi atter læse at danskerne ’er blevet dårligere til at mestre andre sprog end vores eget danske modersmål’. Jeg skriver ’atter’ for vi har set det mange gange før. Vi bliver trøstet med at vi fortsat er bedre end de fleste, men at det er ’stærkt bekymrende’. Interessant nok har vi også talrige gange set hvordan det danske sprog angiveligt bliver forurenet af andre sprog, især engelsk. Den stærke bekymring, som har eksisteret i årevis i den sproglige debat herhjemme, forekommer diffus. Det er på tide at få defineret lidt mere på præcist hvad Uddannelsesminister Morten Østergaard mener når han siger at vi ’har et behov for at kigge på, hvordan vi fremmer vores sprogkundskaber.’ Kigge på? Hvilke sprogkundskaber? Skal der prioriteres? Jeg er i gang med at skrive en bog om bl. a. dette emne. Den er planlagt til at udkomme i efteråret.  Læs forordet ’Why English?’ på denne blog.

Læs også min artikel ‘Ja til sprog – men glem ikke relevansbroen!’