Jeg var for nylig inviteret til at gennemføre en 4-timers workshop for udenlandske studerende på Syddansk Universitet i Odense. Formålet var at sætte dem bedre i stand til at forstå ”den danske kode” i forbindelse med at søge arbejde: hvad skal man være særligt opmærksom på fx i forbindelse med en jobsamtale i en dansk virksomhed? Baggrunden for workshoppen er et politisk ønske om at fastholde udenlandske akademikere i regionerne uden for København.
På denne workshop var deltagerne relativt unge. Hvor jeg normalt arbejder med seniorforskere og Ph.d-studerende, bestod denne gruppe af ca. 30 kandidatstuderende, altså mennesker i midten af 20’erne, heraf mange fra Østeuropa og en del fra Centralasien.
Inden vi for alvor går i gang med en sådan workshop, spørger jeg rutinemæssigt deltagerne om de har emner eller problemstillinger, de gerne vil have særligt fokus på. Relevans og værdiskabelse er kodeordene! Det gjorde jeg også her. Jeg havde forventet noget om kultur, arbejdsmarked, virksomheder og karriere. Men nej; stort set alle bad om ideer og tips til hvordan man får danske venner. Danskere var generelt meget svære at komme ind på livet af, og selvom man gjorde ihærdige forsøg i det sociale samvær på kollegiet og i kantinen, viste det sig at være et altoverskyggende problem. Er der noget ved os danskere der gør det så svært?
I min bog ”Communicating across borders” kalder jeg begrebet ”hygge” social encapsulation, altså den form for intimitet der giver stor tryghed indadtil, og som holder andre ude. Vi vil nødig forstyrres. ”Arh, nu havde vi det lige så hyggeligt”. Er der noget om snakken?
GlobalDenmark 