Interest in the other side: the road to mutual benefit

May was a month when I had the pleasure of facilitating a meeting with some 30 young people – predominantly medical students – who spend much of their time helping others in Ebola-stricken areas, in countries bogged down by poverty, HIV-AIDS and natural disasters. Fascinating to hear their stories and observations, and intriguing to learn that in the midst of “doing good” out there, these young people are keenly aware of what they get out of it themselves: profound personal satisfaction and invaluable professional experience. I hope this attitude survives well into the future!

IMCC — International Medical Cooperation Committee

The comma and global misery: Proportions

Ukraine in turmoil, the Middle East in tatters, Europe in a shambles… Newspaper front pages are filled with disturbing reports on how unstable our planet seems to have become. Terrifying stories about young girls in Africa being abducted, people being decapitated on video, tropical storms eradicating entire islands.

The list of horrors is long and merciless. Have we reached a point of saturation? Last week, a leading Danish newspaper had suddenly cleared its entire front page. Something more important merited space: the future of the Danish comma! Recently we learned that BBC Top Gear star Jeremy Clarkson had been suspended. This was given more than half an hour of prime time on CNN.

How can the demise of a TV host and the future of a Danish comma overshadow news about wars, natural disasters and human misery? Understandable, perhaps, and rather thought-provoking.

Is our foreign-language worry justified?

Using foreign languages must be a rewarding affair – financially, practically and personally. If we are not rewarded, we lose interest. Finding the incentives to learn a foreign language is the challenge. Let’s use our resources on that rather than worrying about it.

I was out last night to give a talk to a group of language professionals on whether our worries about the fate of foreign language mastery are justified.

I concluded that we have every reason to worry; for one reason: we keep worrying without actually doing anything about it. I believe very few of us will ever learn to conduct hardcore negotiations in French or Spanish, let alone Chinese. I also claim that this is irrelevant. What we must learn, though, is how to open mental and social doors with our business partners: opening and closing remarks at meetings; socialising and, not least, showing interest. For that purpose, learning foreign languages is absolutely vital.

Mastering the essentials of a local language is hard work and the expression of a constructive attitude: Interest in the other side. This paves the way for more in-depth communication – with most of our business partners, that would be in English. In other parts of the world it would be Spanish or French. We seem to be interested in discussing this matter and worry about it: why do languages other than English enjoy so little interest amongst upper-secondary students or at university level? I believe the keyword is “absence”: when a young person leaves school after, say, three years of Spanish or Italian, what happens? Nothing! There is hardly any Spanish or any other foreign language to be heard in Danish society. It’s basically all English – no wonder the skills acquired at school are bound to “vanish into thin air” and eventually disappear altogether.

We have every reason to worry if we believe that language learning is confined to the educational system. We must define the roles the various foreign languages play in our society and act accordingly – in the media, enterprises and society as a whole. For languages to be seen worth learning, they must be heard and spoken in contexts that are relevant and attractive.

What a pleasure it was to meet people who contributed with views and ideas during my talk. Not everybody agreed, which further added to the experience. And all contributors used the working language of the evening: English.

Conversation – have we got time not to use it more?

A few months ago I attended one of David Gurteen’s “Knowledge Cafés”. Basically groups of people sit together in various constellations and talk about a subject given to them. After a few minutes the groups will split up, and new ones will form. The subject is the same, but the conversation changes, participants being inspired by previous groups and experiencing how conversation evolves into something truly interesting. There is nothing new in this, really. And yet, the potential of resourceful people talking together without a formal agenda or discussion leader seems to be underrated in our culture. We are busy and keen to get down to business. We don’t have time for conversation, we may think. Perhaps we shy away from small-talk a bit too quickly. Recently I bought a new car. There was good rapport between the dealer and me. We spent half an hour talking about cars, family, technology, politics – I learned a lot about him and the car I was planning to buy. That 30-minute conversation saved me €13,000. Or rather, had I not had that conversation, the price would probably have been €13,000 higher. Can I prove it? Not really. Would I have bought the car anyway? Quite likely. Conversation enabled us to explore and discover new possibilities. I was given insight into his interests; insight generated by a seemingly unstructured chat. Conversation is the key to good relationships and effective negotiating. Conversation does not depend on talent or charm. It can be learned – let’s have more conversation in the future.

Seeing our company from the outside: A moment to cherish

We at GlobalDenmark are currently involved in an internal development programme that aims at generating new business scenarios for the next 5-10 years. The process facilitator is Claus Bjørnelund, who is a skilled coach and also a member of our Board. In this project, Claus uses Appreciative Inquiry (AI) as the basis for liberating us from operational constraints and unproductive scepticism. This has been a great challenge, even if – or because – it builds on what really works now rather than what doesn’t.

At one stage, we were invited to “dream”: how do we ideally see the company in five years’ time? There wasn’t much dreaming there: We were all so realistic and terribly sensible. Our dreams were inhibited by our current reality, expressed in a sense of profound loyalty and commitment. Whereas that in itself was gratifying, the dreaming was no “giant leap” forward.

Claus Bjørnelund then invited members of the network with the wonderful name “Passende Forstyrrelser” (“Appropriate Disturbances”) to join us for a “fish bowl” exercise. After a short introduction to our history, activities, self-perception etc., our guests sat in a circle and “dreamed” on our behalf. We were only to listen to a 40-minute conversation. We heard what kind of company GlobalDenmark might be in five years. Ideas, projects and possibilities were brought up in ways that were new to us, and yet possible for us to identify with.

Our guests, obviously trained in the tough discipline of uninhibited, yet tangible and productive conversation, were a marvellous experience. “Wow, is that really our company? I would love to work there,” one of our colleagues blurted out. Our guests’ generous, sharp-witted and insightful contribution to our internal development project was a moment for us to cherish.

Den nordiske model

En nordisk identitet – findes den?

Det ellers konservative magasin, the Economist, bragte i deres seneste januarnummer en række artikler om de nordiske lande og deres påfaldende succes med at tackle finanskrisen.

Analysen finder en kombination af en stærk tillid i befolkningen til ”systemet” som så kvitterer med at yde tryghed på arbejdsmarkedet. Ord som innovation, disciplin, etik, pragmatik, lav befolkningstæthed og fraværet af lokale konflikter beskriver væsentlige årsager til at ”vi” synes at klare krisen bedre end vores sydlige brødre og søstre.

Svenskere betragtes som mere formelle og konsensusøgende end danskerne, der til gengæld har en mening om alting og mangler sans for vekselvirkningen mellem det formelle og det uformelle; finnerne siger ikke så meget, men har alligevel et stærkt beundret skolesystem, et uforståeligt sprog og et stærkt innovationsbrand; nordmændene holder sig uden for EU, men følger alligevel med i det europæiske uden at have synderlig indflydelse på hvad der foregår – de har så mange olie- og gasfelter at de har råd til at gøre hvad de vil. Og islændingene, der med ukuelig stædighed er ved at kæmpe sig ud af en fuldstændig fallit som de godt nok selv havde skabt. Stereotyper om vores forskelligheder er der mange af.

Men hvem er ”vi” egentlig? I samtalen mellem to redaktører på the Economist omtales vi som ”the Nordics” – og en enkelt gang utilsigtet som ét land. Har vi en fælles-nordisk bevidsthed? En nordisk model? Lighed, retfærdighed og sund fornuft? Tror verden udenfor mon at vi i Norden inderst inde er socialdemokrater? Se interviewet her.

Mange møder, lange møder: hvor er deres værdi?

Opmærksomhed på møder og deres relevans

Bruger du meget tid på at deltage i møder? Oplever du lejlighedsvist møder som et privat frirum hvor du kan få tænkt tanker der ikke nødvendigvis har noget med mødet at gøre? Har du udviklet en teknik til møder hvor du på en overbevisende måde kan undertrykke et gab og stadig se interesseret ud?

Vi er godt i gang med at puffe til en stor organisations mødekultur. Som i de fleste andre virksomheder afholdes der mange møder hver eneste dag. Møder er simpelthen et af de mest hyppigt forekommende fænomener i de flestes professionelle hverdag. Og alligevel viser det sig at møder er omgærdet af tabuer og fastlåste vaner.

De færreste vil benægte at der ikke går mange minutter før man mentalt driver et andet sted hen: ”Hvem henter børnene i eftermiddag?”; ”Hvad var det jeg skulle huske til mødet i morgen?”; ”Kors, hvor jeg keder mig”; ”Hvorfor er jeg egentlig her?”. De to sidste eksempler er naturligvis sat på spidsen. Og dog, har tanken ikke hjemsøgt de fleste af os? Vores kurser sætter blandt mange andre ting ord på noget de fleste tænker, men holder for sig selv. Alene ”italesættelsen” (husker nogen dette udtryk?) kan bidrage til at man bliver opmærksom på fænomenet og forholder sig mere bevidst til det at ”holde møde”. Nogen vil sikkert kalde det ”mindfulness”.

I projektet om bedre møder arbejder vi desuden på at indføre nogle simple rutiner der skal gøre møder mere værdifulde – hvis der altså overhovedet skal være et møde. Rutiner må ikke tage ret meget tid, og de skal være bekvemme at håndtere. Eksempel: Du indkaldes til et møde uden at du er helt sikker på at det er relevant. Derfor spørger du rutinemæssigt mødeindkalderen: ”Hvordan kan jeg bidrage til mødet?” I mange tilfælde vil det vise sig at din tid måske bedre kan bruges andetsteds. Hvis du altså spørger til hvad du kan bidrage med.

Efter hvert møde anbefaler vi alle at stille sig selv tre simple spørgsmål: 1) Hvad kom der ud af mødet? 2) Hvad bidrog jeg med? 3) Hvordan kan det gøres bedre?

Disse tre helt banale spørgsmål kan skabe en mødekultur, hvor møder løbende gøres mere værdifulde – og hvor irrelevante møder ikke finder sted.

Læs mere her.

Godt nytår, forresten!

Skal vi være venner?

Jeg var for nylig inviteret til at gennemføre en 4-timers workshop for udenlandske studerende på Syddansk Universitet i Odense. Formålet var at sætte dem bedre i stand til at forstå ”den danske kode” i forbindelse med at søge arbejde: hvad skal man være særligt opmærksom på fx i forbindelse med en jobsamtale i en dansk virksomhed? Baggrunden for workshoppen er et politisk ønske om at fastholde udenlandske akademikere i regionerne uden for København.

På denne workshop var deltagerne relativt unge. Hvor jeg normalt arbejder med seniorforskere og Ph.d-studerende, bestod denne gruppe af ca. 30 kandidatstuderende, altså mennesker i midten af 20’erne, heraf mange fra Østeuropa og en del fra Centralasien.

Inden vi for alvor går i gang med en sådan workshop, spørger jeg rutinemæssigt deltagerne om de har emner eller problemstillinger, de gerne vil have særligt fokus på. Relevans og værdiskabelse er kodeordene! Det gjorde jeg også her. Jeg havde forventet noget om kultur, arbejdsmarked, virksomheder og karriere. Men nej; stort set alle bad om ideer og tips til hvordan man får danske venner. Danskere var generelt meget svære at komme ind på livet af, og selvom man gjorde ihærdige forsøg i det sociale samvær på kollegiet og i kantinen, viste det sig at være et altoverskyggende problem. Er der noget ved os danskere der gør det så svært?

I min bog ”Communicating across borders” kalder jeg begrebet ”hygge” social encapsulation, altså den form for intimitet der giver stor tryghed indadtil, og som holder andre ude. Vi vil nødig forstyrres. ”Arh, nu havde vi det lige så hyggeligt”. Er der noget om snakken?

Debatten om fremmedsprog i skolerne er tilbage

”Eleverne ønsker ikke flere sprog i skolen” – ”Stærkt bekymrende”. Igen er fremmedsprog i skolen blevet et emne i medierne. Eleverne fravælger fransk, tysk og spansk angiveligt fordi de ikke kan se hvad de skal bruge fremmedsprogene til. ”Jamen, sprogene er bærere af kultur og medmenneskelig forståelse”. ”Det er nemmere for erhvervslivet at få aftaler i hus, når de kender sproget og kulturen i det land, de vil handle med, siger Bodil Due.” (Ritzau). Sådanne luftige udtalelser preller tilsyneladende af på de unge mennesker. Jeg er i den privilegerede situation at jeg er ganske enig med begge parter: Ja, det er et kæmpetab kun at kunne sit modersmål og engelsk. Og ja, jeg forstår til fulde dem der har svært ved at se nytteværdien af fremmedsprogene. Det har jeg et bud på: vi skulle overveje om fremmedsprog har forskellige roller. Der er sproget som det er anvendt i den fremmede lokalitet: det åbner kulturelle døre og skaber medmenneskelig kontakt; og der er sproget anvendt mellem lokaliteterne når enighed skal opnås og aftaler indgås. Koblingen mellem det personlige og det professionelle – mellem det lokale og det globale. Prøv at konversere med din tyske modpart på tysk; indled et møde i Tyskland på tysk. Og gennemfør derefter mødet på engelsk. Ligeså naturligvis på spansk og fransk. Er der nogen der har fortalt eleverne at fremmedsprog skal bruges forskelligt? Ja, jeg ved udmærket godt at tyskere, spaniere, og franskmænd ikke alle er så skrappe til engelsk. Men det kommer!

Bill Clintons mesterværk i Charlotte

“I wanna nominate a man who is cool on the outside, but burns for America on the inside”. Bill Clintons støttetale på det demokratiske partikonvent i Charlotte, North Carolina, viser igen hvordan en enkelt taler kan fastholde sit publikum. Midlerne? Retoriske kontraster, tydelig navigation i argumenterne, skiften mellem formel og uformel stil (se bare begyndelsen!), punch lines, pauser så vi kan fordøje budskabet, humor og analyse, og det der gør denne lidt hæse mand så fascinerende.  Man bliver helt amerikansk! Klik her og oplev talen i sin helhed.